Alice A. Bailey  med fødenavnet La Trope-Bateman, blev født d. 16. juni 1880 i Manchester, England. Hendes familie var velhavende og som hun beskriver i sin bog ” En ufuldendt selvbiografi” havde hun en tryg barndom rent materielt, men også ensom og overbeskyttet.

 

Som 15-årig (d. 30. juni 1895) havde hun imidlertid en mystisk oplevelse, der kom til at påvirke hendes liv fremover. En søndag formiddag hos hendes tante Margaret og  medens resten af familien var i kirke trådte en høj mand, iklædt europæisk tøj, men med turban ind i dagligstuen. Han fortalte hende om et bestemt stykke arbejde som  hun kunne udføre og som ville være til gavn for mange mennesker, men det krævede at hun hørte op med at være sådan en ubehagelig lille pige og begynde at arbejde på at opnå større kontrol over sig selv.

 

Herefter  forsvandt manden.

 

Efterhånden trængte denne hændelse sig i baggrunden og som 22-årig havnede hun hos de britiske tropper i Irland. Hendes opgave var at lave mad til soldaterne og prædike evangeliet. Denne rolle skyldtes ikke så meget indre drift, som en miljømæssig påvirkning, men det tvang hende til at overvinde sin generthed og sceneskræk.

 

Senere blev hun sendt til Indien som evangelisk udsending og hendes arbejdsområde blev udvidet til 15 ugentlige evangeliemøder, korrespondance, regnskaber, ledelse af en kantine for 5-600 soldater samt at hjælpe til på hospitalsstuerne.

Men i 1906 blev hun hjemsendt på grund af at arbejdet tærede for meget på hende.

 

Der fulgte en længere periode med restitutíon  og efterfølgende blev hun gift med Walter Evans, en soldat hun havde mødt i Indien. Han blev præst i den episkopale kirke i Californien og de fik tre piger sammen.

 

Men Evans blev snart voldelig og forflyttet til et andet sogn, medens Alice A. Bailey flyttede ind i en bjælkehytte med tre rum sammen med sine døtre. For at tjene til livets ophold tog hun arbejde på en sardin-konservesfabrik, hvor hun pakkede dåser hele dagen.

 

I 1915 mødte hun imidlertid to ældre engelske damer, som introducerede hende for Madame Blavatsky og Den Hemmelige Lære. Begge damerne havde været direkte elever af Madame Blavatsky.

 

Dette åbnede hendes øjne og i 1917 flyttede hun til Hollywood i Californien for at bo nærmere Det Teosofiske Samfunds hovedkvarter i Krotona. Hun fik arbejde i deres vegetariske cafeteria og kunne således forsørge sig selv fortsat.

 

To år senere – i 1919 – mødte hun sin kommende mand Foster Bailey, som var tidligere dommer, men nu arbejdede for teosofien. Parret blev gift i New York i 1920.

 

Men allerede i november 1919 havde hendes liv ændret sig radikalt.

 

En dag efter at hun havde sendt børnene i skole gik hun ud på en bakke nær huset.

 

Pludselig medens hun sad er, hørte hun en klar tone og en stemme spurgte hende:” Der er nogle bøger, som man ønsker skrevet til offentligheden. Du kan skrive dem. Vil du det ?”

 

Efter først at have afvist dette indvilligede hun i at prøve. Tre uger senere begyndte hendes forfatterskab.

 

Alice A. Bailey begyndte på den indre træning, der var nødvendig for at kunne udføre et så betydningsfuldt arbejde.

I 1921 underviste hun et hold i Den Hemmelige Lære og forløbet blev en stor succes. Trods de voksende indre splittelser i Theosophical Society og modvilje mod hendes arbejde blev huns støttet af tidlige elever af Madame Blavatsky.

 

Både hun og Foster Bailey fortsatte som medlemmer af Theosophical Society, men i 1923 grundlagde hun The Arcane School, som er en esoterisk træningsskole i meditation, studium og tjeneste.

 

År efter år udkom der bøger, som var dikteret af den tibetanske mester D.K. også kaldet Tibetaneren.

 

I 1932 skabtes den internationale Goodwillbevægelse.

I 1937 påbegyndtes de verdensomspændende triangelaktiviteter.

I 1939 var den udbredt i 19 land.

 

I årene frem til sin død d. 15. december 1949 skrev Alice Bailey 19 bøger for Tibetaneren  - 27 års arbejde - og skrev selv 4 andre samt sin ufuldendte selvbiografi. Dette forfatterskab strækker sig over næsten 25.000 sider.