C.W. Leadbeater blev født d. 17. februar 1847. I hans barndom rejste familien til Brasilien, hvor faderen, som stod for bygningen af en jernbane, pådrog sig en tropesygdom og Leadbeater´ yngre broder døde kort tid før familien vendte tilbage til England.

Da faderen døde kort tid efter var Leadbeater kun en teenager. Familien sad ret godt i det, men nogle få år senere, mistede de alt, da en stor bank kollapsede. Af nød var det nødvendigt for ham så tidligt som muligt at komme i arbejde. En overgang var han kontorist i en bank.

 

På dette tidspunkt var Leadbeater meget højkirkelig i sine synspunkter og da hans onkel havde megen indflydelse i kirkekredse, syntes det logisk at nevøen skulle træde i kirkens tjeneste.

 

Efter de sædvanlige studier blev Leadbeater ordineret som præst d. 21. december 1879 ved Parish Church, Farnham, Surrey.

I 1870 érne var Charles Leadbeater lærer ved den skole, som var tilknyttet Trinity Church i Tottenham, Nordlondon.

Leadbeater levede sammen med sin moder i et lille hus i landsbyen Liphook.

 

Den unge Leadbeater var en meget aktiv præst. Han åbnede adskillige lokale afdelinger og selskaber forbundet med Church of England.

 

Astronomi var Leadbeaters favorithobby på den tid og han ejede bl.a.  et 12” teleskop;han  skrev bl.a. til en avis om en observation under en måneformørkelse.

 

Charles Leadbeater plejede på den tid at gå til nogle få gode spiritistiske seancer i London og mødte William Eglinton, et berømt spiritistisk medium, og rapporterede om nogle af sine oplevelser med dette medium. Han arrangerede også møder i sit eget hus.  

 

Det var gennem spiritismen og psykiske fænomoner, at Leadbeater kom i kontakt med Madame Blavatsky og Theosophical Society efter at have læst  ”The Occult World” af A.P. Sinnett.

 

Han meldte sig ind i Theosophical Society d. 21. november 1883.

 

D. 3. november 1884 inviterede Leadbeater medlemmerne af sit sogn hjem til sig og arrangerede et festfyrværkeri, forærede alle sine ejendele væk – inklusive sin elskede kat ”Peter” til tre af drengene fra landsbyen.

 

Han tog det tidlige morgentog til London d. 4. november og havde herefter ikke kontakt til sit gamle sogn.

 

Leadbeater forlod London samme aften for at rejse til Marseille og nåede dertil næste morgen, hvor han gik ombord på et fransk skib til Alexandria. Her steg han ombord på et britisk skib til Madras i selskab med Madame Blavatsky.

 

Baggrunden for dette skridt var, at Leadbeater d. 3. marts 1884 havde prøvet at opnå kontakt med Mestrene. Han benyttede en af mr. Eglintons  åndelige guider til at sende et brev, men der kom ikke noget svar i månedsvis.

 

Da han kom for at sige farvel til Madame Blavatsky umiddelbart før hans afrejse overnattede han hos mr. og mrs. A.P. Sinnett  oplyste Madame Blavatsky ham om at hans brev var blevet set af Mestrene. Om morgenen d. 31.oktober da han vendte tilbage til Bramshott fra London fandt han ud af at svaret fra Mestrene var kommet hjem til ham. Det var indholdet af dette brev, som fik ham til at stoppe sin karriere i England.

 

Da han ankom til Adyar tilbød han sig som arbejdskraft. Han blev udnævnt til Recording Secretary and Editor of  the Theosophist, det blad, som var blevet grundlagt af Madame Blavatsky.

 

Gennem 1885 var Leadbeater praktisk talt alene i Adyar. Men det var også under den tid, at han blev indbudt til at følge et specielt træningsprogram, som førte til udviklingen af hans clairvoyance. Hans første forsøg var ifølge hans venner ikke særlig succesfulde og der behøvedes hjælp fra en anden Mester (nogle mener D.K.) for at afslutte det særlige træningsprogram. Dette program gjorde at han kunne modtage i sin fysiske hjerne de observationer han havde gjort på et højere plan.

 

I 1886 rejste han med Madame Blavatsky til Ceylon og mødte Col. Olcott, som på det tidspunkt arbejde for bevarelse af buddhismen. Leadbeater blev Olcott´s assistent og slog sig ned på øen.

 

Leadbeater blev af Col. Olcott tilbudt at træde ind i buddhismen. Han accepterede på betingelse af  at han ikke skulle afsværge Church of England, som han var blevet døbt i. Efter at have fået bekræftelse på at det ikke var nødvendigt blev Leadbeater buddhist og tog Pansil som inkluderede Tisarana og Pancha Sila.

 

I juni 1886 boede Leadbeater i Colombo, Ceylon i ”Buddhist Theosophical Society”´s  hovedkvarter. Selskabet var aldrig teosofisk, men buddhistisk først og fremmest. Leadbeater boede på første sal med et lille værelse, der skulle tjene som både arbejdsværelse, dagligstue og spisestue; det lillebitte soveværelse var kun adskilt fra verandaen af en canvasskærm. Nedenunder var der en meget støjende trykkeripresse samt en mødesal for ugentlige prædikener, som holdt ham vågen til midnat. Buddhist Society gav ham en lille understøttelse, men han levede mest af grød, brød og bananer og lidt mælk. Te og kaffe var dyre luksusvarer og mrs. Sinnett plejede periodevis at sende ham sokker og håndklæder.

 

Leadbeater var nødt til hele tiden at rejse ud til landsbyerne, sædvanligvis om natten med oksekærre, for dagene var optaget af at organisere skoler og lave indsamlinger. Det første år rejste han sammen Col. Olcott, men senere alene.

 

Det var under hans ophold i Ceylon at Leadbeater mødte en ung mand C. Jinarajadsa,

som han mente var en reinkarnation af hans yngre broder. Leadbeater var stadig i

Colombo i november 1888 og ingen kender årsagen til hans tilbagevenden til England.

 

I 1889 kom Leadbeater til bage til England sammen med Jinarajadasa.

Medlemmerne af hans familie havde ikke stået i tæt forbindelse med ham og han stod

uden midler og måtte tage adskillige jobs. På et tidspunkt blev han privatlærer for

sønnen til mr. og mrs. A.P. Sinnett, som han havde mødt i Indien. Han arbejdede også

som journalist. Han blev hjulpet i husholdningen af Jinarajadasa. På trods af sine

manglende midler var han i stand til at betale for hele hans uddannelse, som

strakte sig over 11 år. Han betalte også for en ung englænder ved navn

George Arundale – begge blev senere præsidenter for Theosophical Society.

 

Annie Besant, socialisten, blev medlem af Theosophical Society i London

omkring på det tidspunkt hvor Leadbeater vendte tilbage til England.

Det er også den periode, hvor Leadbeater begyndte at eksperimentere i udstrakt grad

med clairvoyant forskning. Annie Besant deltog senere. Han holdt også foredrag, skrev

bøger om et stort antal emner, men alligevel relateret til hans clairvoyante eksperimenter.

Han udvidede gradvist sine foredrag udenfor England og sammen med mrs.

Besant blev han en af de kendteste talere i Theosophical Society. 

 

Omkring år 1900 havde Leadbeater opnået et imponerende ry i Theosophical Society som skribent, foredragsholder, clairvoyant og lærer. Mange medlemmer sendte deres børn til ham for at blive trænet af ham i spiritualitet og okkultisme.

Nogle var der i en kort periode, medens andre var der i årevis. Fra 1900 til 1904 foretog Leadbeater to lange foredragsturneer i USA og Canada og i 1905 i Australien. Han tog af og til nogle studenter med sig på sine rejser og det er sikkert denne vane, som gav anledning til ”Leadbeater skandalen”.

 

Theosophical Society blev taget med storm i 1906 da Leadbeater blev beskyldt for at have givet råd til en gruppe unge mænd i USA angående masturbation. Rådet var det som blev givet af europæiske læger og præster på den tid til drenge, som havde seksuelle problemer, men i USA var den almindelige mening at masturbation førte til mental sygdom.

 

Eksekutiv komiteen i Theosophical Society i Amerika under lederskab af Col. Olcott beordrede den britiske afdeling til at bandlyse Leadbeater som homoseksuel og pædofil. Klager fra en dreng i San Francisco (1901) og en anden fra Chicago (1904) angående rådet om masturbation blev fremlagt som bevis og et udateret, ikke-underskrevet brev i kode, og sagdtes at være fundet i Toronto, i en lejlighed, som Leadbeater havde boet i nogle få dage.

 

Bestyrelsen for den  britiske sektion var nødt til at handle og den anklagede blev bedt om at fremføre sit forsvar d. 16. maj 1906 i Grosvenor Hotel, London.

 

Før mødet indgav Leadbeater sin afskedsansøgning til Col. Olcott for ”at undgå dårlig omtale”. Olcott havde bedt om at Leadbeater blev ekskluderet af Theosophical Society, men under pres fra de britiske medlemmer, blev han nødt til at acceptere afskedsansøgningen. Theosophical Society var delt i spørgsmålet om skandalen, specielt i England hvor Sinnett og Mead organiserede en protestkomitè. Den eneste person, som forblev rolig og afstod fra kritik var Leadbeater selv og han prøvede aldrig at forsvare sig selv.

 

En måned senere forklarede han sin stilling i et brev til Annie Besant.

 

Mrs. Besant afbrød forbindelsen med ham og beskyldte ham offentligt for at modarbejde hendes nominering til præsident for Theosophical Society, efter Olcotts død. Mrs. Besant fik dog tiltro til ham igen, som hun skrev i februar 1907.

 

Efter sin afsked, opholdt Leadbeater sig hovedsagelig i det centrale Europa og på øen Jersey, for at undgå England og Adyar. Han genoptog sine clairvoyante forsøg specielt om naturen og tingenes materie og han fortsatte med at undervise. Han havde fordelen af venskabet og den økonomiske støtte fra mange i Theosophical Society. Han blev stadig bedt om at være ansvarlig for uddannelsen af mange børn og alle bevidnede, at hans liv var absolut rent.

Kort tid før sin død indså Olcott, at han havde været unfair overfor Leadbeater og sendte ham et undskyldende brev.

 

Olcott døde i Adyar februar 1907. Mrs. Besant var hans naturlige arvtager, skønt hun måtte føre en heftig kamp om præsidentembedet, fordi medlemmer af det amerikanske Theosophical Society var ekstremt aggressive. Hun var nødsaget til at bruge alle sine politiske evner og hun blev endelig valgt med en væsentlig majoritet i juni 1907.

 

Leadbeaters venner startede en kraftig kampagne for hans tilbagevenden til Theosophical Society. I slutningen af 1908 blev præsidenterne for de internationale sektioner af Theosophical Society  enige om at stemme for hans tilbagetræden i Theosophical Society, idet han var blevet dårligt behandlet af Adyar og Mrs. Besant. Mrs. Besant blev tvunget til at undskylde, men hendes brev blev dårligt modtaget i England. Hendes indtræden som præsident skabte en dyb krise og omkring en trediedel af medlemmerne trak sig ud, heriblandt de som havde skabt ”Leadbeater-skandalen”. 

 

Leadbeater accepterede og ankom til Adyar 10. februar 1909. Han genoptog sit arbejde for Theosophical Society. Imidlertid blev det dybe venskab han havde haft med mrs. Besant aldrig helt genoprettet.

 

Leadbeaters tilbagevenden blev brugt som en undskyldning for skabelsen af en udbrydergruppe i England ”Protest Komiteen” under ledelse af Mead og Sinnett ( som begge blev slået i valget til præsident), begge med håbet om at England ville overtage magten i Theosophical Society. Dette levede dog ikke længe.

 

Under sit ophold i Adyar boede Leadbeater i en bungalow kaldet Octagon (ottekanten),

som han delte med en ung hollænder, Johannes van Manen, der blev hans sekretær.

Yderligere fik han hjælp af Ernest Wood, som kunne stenografi og levede i en anden bygning.

Ernest Wood´s værelseskammerat var nær ven til mr. Narianiah, far til Krisnamurti og Nitya.

Ernest hjalp de to børn med lektierne. Alle kunne lide at tage en svømmetur om aftenen

og en aften i april 1909 deltog Leadbeater i svømningen og på tilbageturen til Octagon,

fortalte han Ernest at han havde set et barn på stranden med en meget speciel aura,

fordi den ikke havde det ringeste spor af egoisme. Ernest blev forbavset over at høre at

dette barn var Krisnamurti, fordi drengen ikke var særlig hurtig til at følge med i skoletimerne.

 

I juni samme år ankom en ung englænder ved navn Richard Balfour Clark. Han fandt hurtigt til i

Leadbeaters gruppe og hørte om hans bemærkning om Krisnamurtis aura.

Han begyndte at sprede ideen om at få flyttet familien til Adyar og han påtog sig frivilligt

at tage sig af dem.

 

En dag bad Leadbeater Krisnamurtis far om at bringe ham op til sig en dag han ikke skulle i skole. Han kom og Leadbeater bad barnet om at sidde tæt ved sig og lagde sine hænder på hans hoved og begyndte en clairvoyant læsning. Ernest Wood skrev alt ned i stenografi. Da de mødtes, talte Krisnamurti ikke et ord engelsk og det gjorde kommunikationen besværlig, men drengen blev meget imponeret.

 

Drengen gik til både engelsk og tamil, men klarede sig så dårligt, at han ofte blev sendt udenfor klassen. Han blev slået daglig for ikke at kunne sine lektier.

 

Leadbeater fortalte ikke om sin opdagelse med Krisnamurti til Annie Besant før 2. september, hvor han udtrykte sin bekymring for familiens levevilkår.  Han bad om at de måtte flytte ind i et tomt hus i Adyar efter at det var gjort i stand. Familien flyttede herefter til Adyar i et rent, frisk istandgjort hus. Ved midten af oktober efter at drengen havde fået en særlig slem omgang prygl lykkedes det Leadbeater om at overbevise faderen i at holde op med at sende ham til den lokale skole og overlade hans uddannelse til Adyars beboere. Leadbeater ofrede megen af sin tid på drengenes opdragelse på engelsk vis: svømning, tennis. Sprogstudier og europæisk historie. Ved at gøre dette stødte han ofte Narianiahs brahmanske overbevisninger. Annie Besant, derimod, var mere diplomatisk og respekterede altid sådanne overbevisninger. I det lange løb led relationen mellem Leadbeater og Narianiah alvorligt herunder.

 

Der var aldrig et varmt, naturligt venskab mellem Krisnamurti og Leadbeater. Begge var under indflydelse af meget forskellige kulturer og havde uforenelige karakterer. De opnåede en vis måde at leve på sammen, skønt eleven forblev dybt taknemmelig til sin mentor. Mrs. Besant og Mrs. Russak tog sig snart af Krisnamurti og Leadbeater mistede gradvist interessen for de to brødre, undtagen dog for deres okkulte og spirituelle træning.  

 

The Order of the Star of the East blev ikke grundlagt af Leadbeater, men af George Arundale d. 11. januar 1911. Formålet med ordenen var at organisere støtte fra så mange medlemmer af  Theosophical Society som muligt til Krisnamurti, som de så som reinkarnationen af en ”stor lærer”. George Arundale tog en orlov på adskillige måneder for at hjælpe til. Fra den dato var Mrs. Besant ansvarlig for Krisnamurti´s uddannelse. Hun rejser fra  Indien med de to brødre og Arundale fra Bombay d. 22. april 1911 og vil vende tilbage d. 7. oktober.

 

Annie Besants formål var at tage de to drenge med sig til England for at færdiggøre deres uddannelse (engelsk skole). Hun opnåede en skriftlig aftale med deres far d. 19. januar 1912, som sagde at han ikke havde nogen indvendinger mod deres afrejse.

 

Hun sendte Leadbeater af sted tidligere således at han kunne forberede drengenes ankomst til England. Imidlertid var hun ikke overbevist om at deres far ville lade drengene rejse, så hun forlod uventet Adyar medens han var væk en uge og sejlede til England d. 3. februar. Hun ventede også til d. 7. februar med at skrive til Narianiah, idet hun beordrede ham til at forlade ejendommen og at hun ville beholde hans sønner i England indtil de var blevet færdige på college.

 

Leadbeater havde arrangeret et ophold på Taormina, Sicilien for Annie Besant, George Arundale, Jinarajadasa, Clarke og de to drenge. Et sted som han mente havde den rette atmosfære.

 

Alle ankom d. 27. marts 1912 med et ophold på adskillige måneder.  De drog alle af sted mod England ved slutningen af juli, dog undtagen Leadbeater som tog til Genoa for at besøge nogle gamle venner. Han ankom aldrig til England.

 

Nyhederne om at Leadbeater havde opholdt sig på Sicilien sammen Krisnamurti og Natya kom hele den lange vej til Indien. Narianiah, som var blevet bortvist fra Adyar, anså med god grund at Annie Besant havde brudt deres aftale og anmodede per anbefalet post om at hans børn blev sendt tilbage til Indien før slutningen af august, hvorpå han begyndte en kampagne mod hende, Leadbeater og hele Theosophical Society i ”Hindu”, som var en af de største daglige aviser i Indien. Idet hun regnede med at Narianiah´s venner ville kidnappe børnene, gemte hun dem i et stort hus, som var lånt med dette formål for øje af lady De La Warr.

 

De blev der i 5 måneder under konstant opsyn af Jinarajadasa, Dick Clarke, Basil Hodgson-Smith og Reginald Farrar samt  mrs og mr. Bright, som tog sig af husholdningen. 

 

Leadbeater  vendte tilbage til Adyar i oktober og fulgte detaljerne i den sag Narianiah havde startet.  På den tid var Leadbeater over 60 år gammel, han var adræt og entusiastisk, han var kendt for at være ganske grov over for kvinder, men aldrig mod mrs. Besant. Han bandede også ganske kraftigt og havde sandsynligvis lært det fra Madame Blavatsky. Denne holdning frastødte et stort antal personer specielt udenfor Theosophical Society. Men efter dommen trykte et antal aviser officielle undskyldninger.

 

D. 31. oktober 1913 på en rejse til Frankrig og Italien skrev Krisnamurti et brev til Leadbeater hvori han erklærede sin uafhængighed. En af hans beundrere Miss Dodge havde etableret en fond for ham som udbetalte 500£ til de 150£ Mrs. Besant gav ham hver måned til hans udgifter. Brevet afbrød hans forbindelse med Leadbeater, hvis breve blev sjældnere og sjældnere for til sidst helt at stoppe. Han syntes helt at have mistet interessen for sit ”instrument”.

 

Leadbeater forlod Adyar d. 20. februar 1914 for at holde foredrag i Burma, Java, New Zealand og Australien.  På dette tidspunkt var forholdet mellem ham og mrs. Besant spændt igen.  Endelig fri af retssager begyndte hun at arbejde for Indiens uafhængighed. Leadbeater var imperialist og kunne ikke lide mrs. Besants politiske orientering overhovedet og forsømte ikke en lejlighed til at fortælle om det. Hun var ikke ked af at se sin gamle ledsager forlade Adyar da han var blevet en politisk trussel. Den endelige separation kom i begyndelsen af 1915, da Leadbeater rejste for at bo i Sydney, Australien. Han begyndte at undervise og samlede en stor tilhørerskare. Han havde netop opdaget de energier, som var skjult i de kristne sakramenter via clairvoyance og kom i nærmere kontakt med James Ingall Wedgwood, som han havde kendt siden 1906.

  

Wedgwood kom på besøg i Australien i 1915. Under hans ophold indviede han Leadbeater i frimureriet i ”Droit Humain”. Leadbeater fandt frimureriet meget nyttigt og begyndte clairvoyante undersøgelser af deres ritualer. Wedgwood introducerede ham også til Martinisme og i de følgende år indviede ham i de martinistiske indvielser han selv havde fået i Paris nogle år før. 

 

Det følgende år (1916) kom Wedgwood tilbage til Sydney, men denne gang som biskop og d. 22. juli viede han Leadbeater som biskop. 3 dage senere meddeler Leadbeater  Annie Besant sin bispevielse og forklarer grundende hertil.  

 

De to biskopper begynder den enorme opgave det er at revidere den gamle katolske liturgi og deres fremskridt kan ses i korrespondancen mellem Leadbeater og hans tidligere arbejdskollega mrs. Annie Besant.

 

De to biskopper mente fra den første dag af deres samarbejde at deres arbejde var godkendt af Herren Selv og bestod i genskabelsen af den gamle katolske liturgi til at være en bedre kanal for fordelingen af Kristus´energi. Efter adskillige måneders intenst arbejde blev den første version af liturgien udgivet, men kun som maskinskrevet dokument. Den kom første gang påskesøndag 6. april 1917 i Sydney.

 

Biskop Leadbeater begyndte at træne nogle af sine elever til at tjene som præster ved at give regelmæssige foredrag fra 1916 til 1919.

 

Fra dette øjeblik blev arbejdet i den liberal katolske kirke Leadbeater´s hovedområde, skønt han fortsatte med at arbejde for Theosophical Society, Frimureriet og andre bevægelser. Han fortsatte med at hjælpe unge mennesker, mænd og kvinder, til at danne deres karakter og forberede sig selv til at tjene som ”menneskehedens tjenere”

 

Den liberal katolske kirke begyndte at vokse efter første verdenskrig, da restriktionerne på at rejse forsvandt. Biskop Wedgwood vendte tilbage til England og foretog adskillige besøg til Holland og Frankrig medens Biskop Leadbeater arbejdede på forberedelsen af en liberal katolsk hymnebog.

 

Væksten i den liberal katolske kirke foregik ikke uden vanskeligheder. Fra 1918 til 1924 blev kirken angrebet af grupper af medlemmer fra Theosophical Society, hovedsagelig i Australien og USA. Leadbeater mente at det var hans pligt at offentliggøre en deklaration om forholdet mellem Kirken og Theosophical Society.

 

I begyndelsen var angrebene hovedsagelig rettet mod Kirken, som man mente var agent for Rom for at tage kontrol med Theosophical Society. Senere, blev angrebene personlige og rette mod Wedgwood og Leadbeater.

De gamle beskyldninger fra 1906 mod Leadbeater så igen dagens lys; i 1922 blev mrs. Besant også angrebet. Disse angreb begyndte under et besøg af Krisnamurti og hans broder i Australien. De ankom til Sydney d. 12. april 1922. Leadbeater og Krisnamurti havde ikke mødtes siden deres ophold på Sicilien i juli 1912.

 

Generalsekretæren for Theosophical Society i Australien bad om en tillidsafstemning omkring mrs. Besant og Leadbeater.

Pressen i Sydney var begyndt at skrive de mest absurde artikler omkring forholdene, således at 2 medlemmer af Theosophical Society gik til justitsministeriet i New South Wales og bad dem om at undersøge historierne.

Alle de unge mennesker blev udspurgt af politiet, som ikke fandt det fjerneste vidnesbyrd om at der var noget galt.

 

Biskop Leadbeater forsvarede aldrig sig selv. Men hele gruppen af unge mennesker, som var under hans ansvar gik til politiet og vidnede at beskyldningerne var falske.

 

Senere samme år flyttede biskop Leadbeater og en gruppe af hans studenter til et stort hus med udsigt over Sydney havn ved navn ”the Manor”.

Der kunne han fortsætte sit arbejde for Kirken, Theosophical Society og andre bevægelseer. Da biskop Leadbeater blev præsiderende biskop efter biskop Wedgwood havde trukket sig tilbage blev the Manor et center for alle aktiviteter.

 

I 1930 bad mrs. Besant biskop Leadbeater (da 83 år gammel ) om at komme og hjælpe hende I Adyar, han indvilligede I at komme for at afslutte sit liv der.

 

I 1934 ønskede biskop Leadbeater at rejse til Sydney på besøg. Medens han sejlede blev han syg og steg fra borde i Perth i vest Australien for at modtage medicinsk behandling. Han overlevede 16 dage på hospital, men en hedebølge slog ham ud. D. 26. februar 1934 opgav lægerne håbet om at redde ham. Han døde d. 1. marts 1934